I mit PotterCut tidligere på måneden havde både jeg selv og Ib Potter været på jagt efter spørgsmål omkring Google AdWords fra lytterne. Vi fik næsten klaret alle spørgsmålene, men vi fik ikke helt nået dem alle.

Jeg har nu haft tid til at kigge nærmere på de resterende spørgsmål, som vi ikke fik dækket i podcastet og jeg har skrevet et svar til hvert spørgsmål nedenfor.

Hvert spørgsmål kunne i teorien have fået sit eget blogindlæg, men for at komme til sagen har jeg kortet mine svar lidt ned og samlet det hele her.

Jeg håber, at du kan bruge svarene og hvis du har nogle ekstra spørgsmål eller opfølgningsspørgsmål til svarene må du endelig skyde løs i kommentarerne.

PS. Fik du ikke lyttet til podcastet om AdWords? Du kan finde det her:

AdWords tips og tricks med Andreas Lolk – AdWords specialist

Giv gerne en anmeldelse af podcastet i kommentarerne eller i iTunes – Det ville hjælpe rigtig meget!

Og nu til første spørgsmål:

Hvilke handlinger kan man bruge, som primær konverteringshandling fra Morten Vium

Jeg vil gerne høre om Lolk har nogle tips til Handlinger man kan sætte op på sit website, som man kan måle værdi på, hvis man nu ikke sælger produkter direkte fra sit website. Kunne det være at downloade et whitepaper? Har han flere Idéer?

Der findes mange ting, som man kan måle på, men i sidste ende handler det om at knytte din AdWords annoncering til dén handling, som du mener er vigtigst for dig at spore.

Af idéer til handlinger, der kan spores (og som efterfølgende kan bruges til at tjene penge) vil jeg i min bog fokusere på alle handlinger, der gør, at brugeren giver dig sin email adresse.

Jeg ville ikke spore på hvor mange followers du får på sociale medier eller hvor mange, der går videre og ser en ekstra side på din hjemmeside (bounce rate). Jeg mener ikke, at der er meget håndgribelig værdi i dette. Du kan i den forstand hurtig bruge masser af penge hver måned på at få en masse såkaldte kvalitetsbesøgende, der besøger hele din hjemmeside, men hvis du ikke har en solid metode til at komme i kontakt med disse besøgende igen mener jeg, at pengene er så godt som spildte.

Jeg vil derfor anbefale, at du holder dig til enhver handling, der resulterer i, at dine brugere giver dig deres email adresse.

Til slut vil jeg gerne nævne, at det er vigtigt, at du fokuserer på én handling i dine AdWords kampagner. Begynder du at blande direkte salg og nyhedsbrevstilmeldinger sammen vil du ikke kunne optimere dine AdWords annoncer korrekt efterfølgende. Du kan nemlig ikke differentiere hvilken annonce- og søgeordskombination, der resulterede i det direkte salg. Uden at kende dette vil du ikke kunne sætte den korrekte budgivning eller vide hvilken annonce, der fungerer bedst.

Det kan snildt tænkes, at den ene annonce har konverteret 5 direkte salg, hvor den anden annonce har konverteret to direkte salg og 5 nyhedsbrevstilmeldinger. Hvilken er så bedst i sidste ende? Det er i hvert fald ikke den med 7 konverteringer i min verden.

Spørgsmål om Display Netværket fra Amjad Halim

Vil gerne høre om den sikre vej til profit på display netværket eller hvordan får jeg mest muligt ud af at annoncere på Display Netværket med Google AdWords?

Det er et godt spørgsmål, men jeg må desværre gemme svaret til et andet indlæg eller måske endda en bog. Display netværker et lige så kompliceret, som søgenetværket (og faktisk mere), så det kræver en del mere end et enkelt blogindlæg at tage hul på det.

Det gælder dog i sidste ende om at være åben overfor andre former for konverteringer end udelukkende direkte salg. Du kan fx få masser af tilmeldinger til et nyhedsbrev eller andre konverteringer, som ikke koster brugeren noget via Display Netværket. Til gengæld kan det være sværere at sælge højtalere via Display Netværket.

Typisk siger man, at desto lavere prisen på et produkt er, desto nemmere er det at sælge på Display Netværket. Det skal dog ikke stoppe dig i at bruge Display Netværket til at annoncere din virksomhed. Du kan sagtens få gode resultater med Display Netværket, men nogle gange skal du bare ændre din definition af hvad et godt resultat faktisk er og tænke mere langsigtet.

Hvordan er destinationsURL forskellig fra søgeordsniveau og annonceniveau fra Andreas Iversen

I forhold til ens destination URL – er det så bedst at have den i ens adcopy eller i ens keyword, hvad er forskellen og hvorfor er der egentlig 2 muligheder?

Svaret på dette spørgsmål hænger meget sammen med hvordan du bygger dine annoncegrupper. Typisk vil du kun bruge destinationsURL i dine annoncetekster og bruge én samlet landingsside til hele din annoncegruppe.

Den eneste måde du kan gøre dette er dog ved, at du vælger at  strukturere dine annoncegrupper således, at alle søgeordene i annoncegruppen kan lande på den samme landingsside. Dette er sund fornuft i AdWords, men lad mig alligevel komme med et eksempel.

Du skal ikke lave en annoncegruppe, der har de følgende søgeord:

  • Træningssko
  • Løbesko
  • Basketball sko
  • Fodboldstøvler
  • Herresko

Alle fem søgeord er faktisk indenfor det samme område, men så alligevel ikke. Træningssko og løbesko er ikke det samme. De personer, som søger efter træningssko er nok mest interesseret i et billigt par, som de kan bruge til at gå i fitness centeret med.

Løbesko-segmentet derimod er ikke blevet for at bruge mellem 1.000 kr. for et par gode løbesko. Du ville aldrig sætte disse 5 skotyper i den samme kategori på din hjemmeside, hvorfor du heller ikke burde sætte dem i den samme annoncegruppe i din AdWords kampagne. Men lad os nu sige, at du gjorde.

Hvis du havde disse 5 søgeord i den samme annoncegruppe, men gerne ville sende personer, som have søgt efter løbesko til din løbeskoskategori ville du kunne gøre dette ved at sætte destinationsURLen på søgeordsniveau til http://www.lobeeksempel.dk/loebesko/.

Når du indtaster noget i din destinationsURL for det enkelte søgeord vil du overskrive det link, som du har sat i din annoncetekst. Hvis der bliver søgt på løbesko og klikket på annoncen vil den besøgende blive sendt til det link, som du har sat i destinationsURL på søgeordet – ikke annoncen.

Hvornår ville jeg selv bruge destinationsURL på søgeordsniveau?

Det ville jeg i de situationer, hvor jeg har så mange søgeord, at jeg ikke kan sætte dem op i indviduelle annoncegrupper uden, at det tager alt for lang tid (for lang tid er defineret ved, at det vil tage for lang tid at vedligeholde efterfølgende i forhold til den gevinst jeg får).

Et godt eksempel er, hvis du har en landingsside for hver by i Danmark. Det kan fx være, at du kører et dagens deal site og har et massagetilbud i hver eneste by i Danmark.  I stedet for at bygge en annoncegruppe per by (over 500) vil du kunne sætte alle søgeordene i en samlet annoncegruppe og bare sætte et link til hvert tilbud på søgeordsniveau.

Dette gør arbejdet langt hurtigere at sætte op og kan efterfølgende optimeres langt lettere end, hvis du skulle arbejde med 500 annoncegrupper.

Hvad er mit bedste Excel tip fra Andreas Iversen

Hvad er jeres favorit Excel tips og tricks til adwords?

Jeg er ikke en særlig stor Excel nørd. Jeg har dog set personer i fx White Shark Media, der tidligere har arbejdet med Excel rigtig meget og de har kunne gøre imponerende ting i Excel. Personligt arbejder jeg dog bedst i AdWords Editor mht. direkte optimeringer.

Excel er dog fantastisk til at sortere og finde hoved og hale i alle de statistikker, som nogle gange kan være med til at forblinde dig.

Mit bedste Excel tip går dog på et ark jeg selv har bygget til at holde styr på annoncetekster. Det er hammersimpelt, men jeg bruger det rigtig ofte i store konti. Jeg tester altid forskellige fraser i forskellige kampagner, men jeg fandt ud af, at jeg nogle gange glemte at videreføre en vindende frase fra én kampagne til de andre og se om den fungerer lige så godt der.

Fx hvis jeg  havde en annoncetekst, hvor beskrivelseslinjen lød på Fedt udvalg til kanon priser. og den havde forbedret konverteringsraten i alle de annoncetekster jeg havde prøvet frasen i, så ville jeg begynde at kopiere den ud i alle de andre kampagner lige så stille at roligt.

For at holde styr på effekten af visse fraser bruger jeg Excel eller Google Spreadsheets (er kanon til at kunderne kan følge med i hvad der sker).

Jeg bruger =LEN funktionen til at holde styr på hvor mange bogstaver jeg kan skrive og derfra benytter jeg mig af små notitser om hvor godt en enkelt frase klarer sig, samt hvilke kampagner jeg har prøvet den i.

Spørgsmål om hacker exploits i Google AdWords fra Søren Staun Biangslev

Det er et fakta (omend ikke bredt kendt!) at hackers bruger Google ads til at sende Javascript til folks browsere og få dem til at hente exploits til f.eks. java, flash, acrobat eller lignende. Google tjener penge på at vise disse reklamer, men tager ikke ansvar for indholdet selv om det sendes ud til ganske almindelige brugere på danske websites. Nogen chance for at Google tager ansvar eller taler pengene højere?

En exploit i AdWords er typisk forbundet med, at en hacker hacker sig ind i din AdWords konto og ændre den URL du bruger i dine annoncetekster. Du vil typisk ikke opdage dette før du klikker på din egen annonce eller kopierer én annonce og ved et tilfælde tjekker den landingsside, der er tilknyttet.

Arbejder du ikke med din AdWords konto på ugentligt eller dagligt plan er chancerne for, at du opdager dette meget lille.  Kun hvis du undrer dig over, at din trafik er faldet gevaldigt fra AdWords vil du typisk tage et dybere kig.

Jeg er aldrig stødt på ovenstående i Danmark (endnu), men vi har set det i USA et par gange. I og med vi har en langt større portefølje af kunder i White Shark Media end jeg har i PPC Profit ser jeg også en større udbredelse af dette.

Vi foretager rutinemæssigt søgninger på alle vores annoncer (selv på kunders konti, der kun er tilknyttet vores MCC pga. en rapport, er gamle kunder eller lignende), hvor vi søger efter .ru, .ch og lignende domænenavne, der typisk er hvad der sker.

Jeg må indrømme, at jeg heller ikke forstår hvorfor Google ikke gør noget ved det. De har allerede procedurer på plads til at tjekke alle annoncer, der bliver oprettet i systemet, så det kan ikke være så svært. Jeg ville endda sige, at hvis Google pludselig opdager, at en annoncetekst er blevet ændret til et andet domænenavn, men stort set alt andet er det samme, så bør en mail gå ud til annoncøren.

På præcis samme vis, som du får en mail, når din AdWords konto bliver linket til en Analytics konto kan Google også sende en mail, når domænet i en annonce bliver ændret. Dette ville ikke tage mange udviklertimer og det ville sørge for, at de havde hænderne frie i sagen.

Jeg nægter at tro på, at de gør det kun for at tjene flere penge – De havde jo fået pengene alligevel. De kan jo være ligeglade med om klikkene går til xxxxxx.ru eller til loebeeksempel.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *